Allan Vokstrup – Mzee wa Kazi

Blues-kender, udviklingsarbejder, fredsaktivist og globetrotter.

Blandt mange ting i livet er Allan Vokstrup musiker – oprindeligt er han trommeslager, i de senere år er guitaren kommet med. I dag spiller Allan trommer i Young at Heart og Cajon og percussion i De kælderkolde.

Allan har arbejdet mange år i Afrika, hvor han spillede trommer i sin fritid. I Dar-es Salaam, Tanzania sad han ofte ind med Marquis de Zaire og spillede fast i Rock Bottom.

I Kampala, Uganda spillede Allan fra 1996-2000 i det multietniske rockband Powercut.

Da Allan trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, besluttede han sig for at lære at spille på guitar og dyrke bluesmusikken, alene men også gerne sammen med andre.

(I’m a) King Bee – Allan Vokstrup sammen med bandet A minor live i Huset i Aalborg, 2017

Hans livslange og meget brede erfaring med musikken er unik og giver lytteren en facetteret oplevelse. Allan virker som anmelder på Arbejderen.dk og kan også – under sit afrikanske kælenavn Mzee wa Kazi – følges på Facebook.

Bourgeois Town – en bluesklassiker om USA’s racisme

Allans musikalske karriere går et par generationer tilbage; fra slutningen af 1960’erne og op gennem 80’erne spillede han trommer i forskellige danske grupper i forskellige genrer f.eks. rock i power trioen Cinderella (kan købes hos Karma Music og streames på bl.a. Spotify og Tidal), rockabilly med Eddie’s Hotdog og jazz med Romme’s Swingband. Han var også med på champagneglas og som hjælpesanger på Jammersmindes indspilning af ØK-operaen.