Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

KAMPEN FOR ET FRIT AFRIKA

27. april 2023 kl. 19:30 - 21:00

Når man ser på Afrikas historie, kan man ikke se bort fra koloniseringen – og hermed heller ikke de katastrofale konsekvenser europæisk imperialisme og kolonialisme fik og stadig har for hele kontinentet – ja hele verden.

Det er emnet for Vores-Kulturs Filmklub’s online debatarrangement den 27. April. Vi anbefaler at folk ser dokumentaren “Kampen for et frit Afrika” på Filmstriben.dk i tiden før arrangementet. (Se link og info nederst).

EN HISTORIE OM MODSTAND 

Filmen er instrueret af Göran Olsson, der har været i arkiverne for at finde mageløse klip, optaget af svenske tv-folk, der ofte tog deres politiske overbevisninger med sig i felten; Angola, Mozambique, Guinea-Bissau, Tanzania og Liberia.

Her filmer de hver især historien om den afrikanske kamp for uafhængighed.

 

Foto: Guinea-Bissau – Befalingsmænd ved fronten – 1974

En historie om modstand, medrivende fortalt udelukkende i arkivklip fra perioden mellem 1966-1984. Møder med stædige frihedskæmpere og både kyniske og chokerende naive kolonialister kolliderer.

Dette er en historisk film, som stadig er højaktuel. For efterveerne af den europæiske imperialisme og kolonisering af Afrika ophører næppe foreløbig.

Filmen er delt op i 9 scener, hvor hver scene viser en ny historie og en ny kamp for uafhængighed og altid fortalt gennem en skandinavisk journalist eller fotograf.

TO OPLÆGSHOLDERE MED MANGE ÅRS ERFARING I SOLIDARITETSARBEJDE 

Denne gang har vi ikke kun én men hele to kompetente oplægsholdere. Begge har de gennem store dele af deres liv lavet solidaritetsarbejde, og har rejst mange steder i verden.

Sven-Erik Simonsen er af mange kendt som formand for Dansk-Cubansk Forening. Som yngre var han lærer på Den Rejsende Højskole og i mange år arbejdede han som journalist på Arbejderens udlandsredaktion.

Helle Bruun er nok den der står med en hands-on erfaring om månedens emne i filmklubben; Helle har lavet et års solidaritetsarbejde i Zimbabwe netop i den periode dokumentaren beskriver. Også hun var som yngre lærer på Den Rejsende Højskole og har i en del år arbejdet som social- og sundhedsassistent indenfor ældreplejen i Københavns kommune.

FORDI VI BÆRER DET I OS…

Vi har fundet en ekstra lille dokumentar, som nogle af jer måske så i 2017, da Danmark fejrede 100-året for salget af de caribiske øer.

Filmen viser, hvordan kolonihistorien trækker spor i nutidens ord, kunst, museer, skoleundervisning, velstand og hverdagsliv, og stiller spørgsmål ved hvad og hvem der huskes, og hvordan der fortælles om fortiden?

Se den hvis du har tid og interesserer dig for emnet. Men vi lægger vægten på filmen om Afrikas modstandskamp.

VI MØDES PÅ ZOOM

Se dokumentaren hjemme hos dig selv, når det passer dig i løbet af de næste uger. Det online debatmøde foregår via Zoomlink torsdag den 27. April klokken 19.30, Zoom-link til debatten sendes til alle filmklubbens medlemmer omkring en uge før arrangementet. Som vi plejer åbner vi for møderummet klokken 19.00, for dem der lige vil snakke lidt inden debatten starter.

 

KONTAKT VEDR. MEDLEMSSKAB: kontakt@vores-kultur.dk

 

LINK TIL HOVED-FILMEN: filmstriben.dk/kampen-for-et-frit-afrika

 

LINK TIL DEN EKSTRA FILM: filmstriben.dk/vi-baerer-det-i-os

 

FILMKLUBBEN STØTTER ARBEJDEREN

Medlemsskab af Filmklubben er gratis, men vi opfordrer alle der kan til at støtte Arbejderen.dk, ved at donere 50 kroner på MobilePay nummer 503553 i forbindelse med vores arrangementer. Pengene går ubeskåret til Arbejderens Støttefond.

Detaljer

Dato:
27. april 2023
Tidspunkt:
19:30 - 21:00

Arrangør

Kulturgruppen under Kommunistisk Parti